Make your own free website on Tripod.com

Det omvendte Bæger 

Maanen seer ned i de mørke Skove
og speiljer sin Mildhed i Elvens Vove,
mens Fjeldet skygger den gamle Borg.
Herren derinde er piint af Sorg:
han vaager, han kan ei sove.

Hans Hustru er under Kistelaaget,
og derfor har han grublet og vaaget
og sørger endnu den lange Nat.
Sit brændende Hoved hælder han mat:
hans Blik er af Kummer taaget.

Hans Hest og Hunde har glemt hans Stemme
hans Vaaben er i et dunkelt Gjemme,
hans raske svende har nu Forlov.
Det er Hr. Gilbert af Billingskov, 
som ei kunde Sorgen glemme.

Først sad han længe i navnløs Pine
ved Hustruens Lig med forstened Mine
og stirred i Skyen, der gled forbi,
og holdt, under Munkenes Litani,
den Dødes Hender i sine.

Saa fik man ham ud i de grønne Lunde
til larmende Jagt med Falk og med Hunde.
Men sorgen fulgte i Vildtets Spor,
og lagde i horn og i Buesnor
et Suk, der aabned hans Vunde.

Saa hørte han atter Bønner og Psalmer
om Gravens Fred og om Himlens Palmer,
men Ordet bævede uden Trøst,
som sunket Løv i den sene Høst,
naar Himlen med Jorden falmer.

Han sad i sin Hal som et Marmorbilled
mens Maanens Straale paa Elven spilled
og Fjeldet skygged den gamle Borg.
Han sad i den dybe, rugende sorg, 
som Taaren ei har formidlet.

Da hørte han Toner derude spille,
saa stærke og klare og dog saa milde.
Til Strængene lød der liflig Sang:
«Min bolde Ridder, din Nat er lang:
jeg vil dine Smerter stille.

Gak ud, mens Duggen fra Lindegrenen
falder som Perler paa Runestenen.
Der skal jeg aabne dig Alfers Lund
og hæve den Traad fra blommet Grund,
som spindes av Tryllestenen.

Du skal mit funklende Bæger tømme,
og, som de lette, svindende Drømme,
skal Mindernes blege Hær forgaae.
Og Glødernes Væld som følger derpaa,
skal gjennem dit Hjerte strømme.»

Saa lød det i Natten til Harpestrænge.
Men Ridderen grundede dypt og længe
paa Sangens Løfter og Tonefald,
og fulgte tilsidst det lokkede Kald,
der vilde hans Sorg fortrænge.

Han vandred en Nat fra sin Borg alene,
kun maanen fulgte bag Lundens Grene.
Han vandret i Duft af vaarligt Løv;
der tindrede Dug som Perlestøv
 paa Græs og mosede Stene.

Da saae han Kredsen paa Blomstergrunden,
hvad kalder ham her, hvor Vaaren sover
med Kinder og Barm, der ligne snee, 
som Daggryet skinner over.

Sin blæsende Arm hun mildt bevæger
og hæver det funklende, fulde Bæger,
og siger med lifligt klingende Røst:
«Paa Glemselen følger nyskabt Lyst,
som ganske din Smerte læger.»

Han stod under duftende, sorte Linde
og stirrede taus paa den fagre Kvinde.
Da klang i hans Sjæl et elsket Navn;
ak, skulde da nu han Sorrig og Savn
falde ham flux af Minde!

Han greb om Bægret, og ufortøvet
han slynged det høit over Lindeløvet
og over den skummende Elvebred
da stod han med Eet ved Borgeled
og havde sin Troskab prøvet.

Og Taaren, der kom i Sukkenes Følge,
erstatted den døvende Glemselsbølge, 
og Minderne foldede ud sin Skat
og virked et Slør ved Dag og ved Nat,
der kunde hans Afgrund dølge.

Han knæled i Bæn ved den viede Kjerte,
han red sig i Lund med formildet Smerte.
Han sprængte til Dyst med nytændt Mod:
thi Pandsrets glimrende Bue stod
over et trofast Hjerte.

Han førte et Skjold mellem Herrer bolde,
der kjendtes blant hundrede andre Skjolde.
Et omvendt Bæger var malt derpaa:
det bar Hr. Gilbert, en Helt som Faa,
og vilde sin Sorg beholde.